Vort kjøds forfører hvæsser sine vaaben (StO 1923 nr 03 s. 18)
Alene med Jesus
(Ørkenmunkenes aftensang)
1Vort kjøds forfører hvæsser sine vaaben / for i den mørke nat at prøve hjertets panser. / Med stakket lyst han lokker vore sanser - / og siden staar os helveds avgrund aapen.
2O milde Gud, lær sjælens dype vunder, / og spred det taakeslør, som for vort øie skjuler / den avgrundsdype jammer i de mørke huler, / hvortil det onde i vort væsen stunder.
3Med ild fra dine høie himle brænde / Du Jesu smerter dypt i våre sind, / saa vi i dem kan finde fryd og fred.
4La kjærlighetens glød vort hjerte tænde, / fortære hver en lyst, som ei er din, / saa vi maa se Dig, naar vor sol gaar ned.
5O kjærlighetens Gud, skjænk sjælen hvile / og la de trætte tanker dø i stille slummer - / da læges tyst i nattens favn hver kummer, / og glædens engel vil i drømme smile.
6Paa knæ i kirkens fred vor bøn vi stammer, / og ute ruger ørkennattens dype stillhet / med gravens anelser og dødens vildhet, / der livets larm og lyd med vælde lammer.
7Men mot din borg med evighetens taarne / vor sjæl som havets bølge skvulper tyst og stille / i evig brænding. Ak, om snart Du vilde / os perleporten aapne, Guds enbaarne!
8Ja, la vor sang snart i din himmel tone / til gyldne harpers klang og engles jubel / i evighetens dag omkring din trone!